Release mandag d. 16. november 2009

Pianisten Thomas Bornø udgiver sin første plade i eget navn - Village Nights, som indeholder en række historier fra New York, hvor pladen også er indspillet. De medvirkende musikere er håndplukkede stjerner fra denne storbys rige jazzmiljø. Da Thomas mødte New York for første gang i 2004, blev han vild med byens musikliv, kreativiteten og følelsen af, at alle muligheder stod åbne. Thomas har siden opholdt sig i New York i længere perioder, og hver gang har han opsamlet en mængde musikalske indtryk, der nu folder sig ud i en række kompositioner på pladen ’Village Nights’. Efter i en årrække at have spillet i forskellige orkestre, fik Thomas Bornø lyst til at komme ud med sine egne numre og spille musik, som kom fra hjertet. Thomas’ kompositioner er inspireret af New Yorks mangfoldige indtryk, de forskellige områder og stemninger, hvilket mange af titlerne på pladen vidner om. Kendetegnet for Thomas’ spil er hans høje prioritet af swing, lyd, rytmik og frasering, men frem for alt den gode melodi, der griber lytteren og skaber et indtryk af New York set gennem Thomas’ øjne.

New Yorks bedste
På ’Village Nights’ har Thomas samlet nogle af New Yorks bedste, mest erfarne og lige nu mest fremtrædende jazzmusikere.

På trommer medvirker Gregory Hutchinson, der brød igennem i legendariske Ray Browns trio, og som med sin store opfindsomhed og stærke groove, siden har spillet med alt hvad der kan kravle og gå inden for jazzverdenen.

Tenorsaxofonisten Joel Frahm bidrager med sin højt udviklede melodik og kreativitet, der står klart igennem på pladen. Bassisten Matt Penman evner med sin utroligt stærke rytmik at holde sammen på ethvert orkester, og dette kommer tydeligt til udtryk på ’Village Nights’, hvor Hutchinson, Frahm og Penman er det perfekte akkompagnement til Bornøs beretninger fra storbynatten. Pladen krydres ydermere med gæsteoptræden af den cubanske percussionist Eliel Lazo på congas.

Thomas har tidligere optrådt på forskellige udgivelser. Senest på den anmelderroste ”More Pepper” som medlem af altsaxofonisten Jens Søndergaards Kvartet, men allerede i 2003 medvirkede Thomas på udgivelsen ”Eve” med orkesteret af samme navn. Her bidrog han med egne kompositioner. Senere har han som medlem af ”Orbit Bigband” været at finde på udgivelsen ”Musical Fairytales”, hvor orkesteret indspillede 10 nye kompositioner skrevet i anledning af H.C. Andersens 200-års dag.

Thomas har optrådt med bl.a. Ib Glindemanns Orkester, Etta Camerons grupper, Tivolis Bigband, Niels Jørgen Steens Monday Night Bigband, Jens Søndergaards Kvartet og Eve.

Herudover har han i andre sammenhænge optrådt med et væld af de mest betydningsfulde danske jazzmusikere.