tilbage
10.02.2009

Joakim Pedersen Trio
Adult Jazz.
Calibrated Records. Cali088.


Hvis du har haft øjne og ører åbne for andet end det der foregår på scenen i tv-musikprogrammer som Hit Med Sangen, Showtime og Stjerne for en aften vil du ikke have kunnet undgå at bemærke Joakim Pedersen som prima pianist, blændende bandleder og kompetent kapelmester. Nu har han, i en alder af 40 og sammen med de kreative kammesjukker i JP Trio: Emil de Waal (trommer) og Frederik Damsgaard (bas), lavet sit solo debutalbum, der signalerer hvem han egentlig er, rent musikalsk. Med ’kærlighed til de enkelte kompositioner’ som overskrift begiver JP Trio sig ud i et meget blandet og broget genrefelt med jazzificerede fortolkninger af kendte kompositioner fra Gasolin, Kim Larsen, Rugsted/Kreutzfeldt, på dansk grund, til de store klassikere fra The Great American Songbook godt og meget vel assisteret af gæstesanger Jonas Winge Leisner. Han tryller med vokallinjerne i ’The very thought of you’, der nærmest må betragtes som en tribute til Tony Bennett, ’I got you under my skin’ og ’Body and soul’ så Bobo Moreno må føle sig bare en tøddel truet på crooner-tronen. Legeelementet, det umiddelbare, det oprindelige i musikken står tydeligt og centralt på ’Adult jazz’, et begreb der defineres med følgende ord i covernoterne:”…det essentielle er at lade det simple være kernen i sammenspillet”. Dette efterlever trioen til fulde og de favntag der tages med det folkelige, forskelligartede repertoire af gode, uopslidelige melodier forenes i den harmoniske indstilling til albummets atmosfære. Her møder vi 3 voksne drenge i fuld aktivitet på legepladsen hvor hverken gynger, vipper eller rutsjebane får lov at stå uprøvet hen. Den fornemmeste og mest forløsende faktor ved ’Adult Jazz’ er arrangementerne af Rugsted/Kreutzfeldts ’Tilfældigvis forbi’ og ’Sad i parken’. Disse sange løftes op på et suverænt stadie, og står stadig stærkt som de såre simple popsange de basalt er. Det er JP Trios fortjeneste alene qua den store respekt de udviser overfor originalmaterialet.

www.skopet.dk